På generalforsamlingen blev det vedtaget, at vi skal have to nye udvalg, nemlig et ruteudvalg og et jubilæumsfestudvalg. Allerede på generalforsamlingen meldte interesserede sig, men alle medlemmer skal have buddet, og der er stadig plads til engagerede folk i udvalgene.
Ruteudvalget er tænkt som et permanent udvalg, som kører onsdags- og mandagsruterne et par gange årligt og laver oplæg til eventuelle ændring, som kan højne sikkerheden. Det skal første gang ske INDEN sæsonstart. Ellers aftaler udvalgsmedlemmerne selv, hvornår inspektionsturene fremover skal afholdes. På længere sigt er det intentionen, at udvalget også skal arbejde med ruter til søndagsturene.Kan du lide kort og planlægning, og vil du være med til at gøre CMO’s kørsel endnu mere oplevelsesrig og sikker, så kontakt den foreløbige kontaktperson, Per Jannsen (per.jannsen@gmail.com).
Festudvalget skal lægge planer for festligholdelsen af klubbens 25-års jubilæum til sommer. I klubbens budget er der afsat et større beløb til begivenheden, og vi regner med at blive så mange, at vi skal bruge andre lokale end klubhuset. Derudover er der få begrænsninger for planlæggernes idérigdom! Er du interesseret, så kontakt Anne-Mette Colbæk (colbaek@hotmail.com).
Læs mere om debatten på generalforsamlingen i referatet, som ligger på hjemmesiden – og studier ideerne bag ruteudvalget i ”Udkast til CMO-guide” på forsiden.